FREDERIKS Der skal bygges nye boliger i Frederiks, hvor den tidligere XL-Byg lå.

Nu har Arne Berner Christensen fra den lokale borgforening skrevet ud til borgerne i byen med følgende:

»Borgerforeningen har fra Viborg kommune (Viborg museum) fået henvendelse om nyt gadenavn til den kommende bebyggelse på den tidligere tømmerhandel. Karup Egnsarkiv foreslår »Tømmergården« som pendant til »Mejerigården«, og det syntes vi egentlig er helt fint. Borgerforeningen vil dog gerne spørge, hvad vores medlemmer i gruppen mener?«.

Og det er der tilsyneladende mange, der har en mening om. Flere synes Tømmergården er et godt navn. Andre foreslår Savværket, da der tidligere var et savværk på stedet. Der er også nogle, der synes det oplagte navn ville være Solgården eller Soltoften, da adressen er på Solvænget.

Andre mener, at Tømmergården lyder som et handelsted og andre mener, at XL-Byg bør sponsorere det hele, hvis det skal hedde Tømmergården.

Spændende at høre, hvad det ender med?

mh