KARUP KKIK i Karup-Kølvrå kan nu også tilbyde Pokémon Go.
Det er Morten Sejrup Rask, der har taget initiativ til at starte en afdeling for børn mellem 0-6. klasse.
Pokémon Go er et spil, man kan downloade til sin mobiltelefon.
Spillet går ud på, at man fysisk går rundt og finder de små gemte, digitale fantasi-dyr, Pokémons, i lokalområdet.
Særligt ved spillet er, at det digitale spil interagerer med det fysiske område, man som spiller befinder sig i.
Morten Sejrup Rask har længe drømt om at gøre noget mere ved Pokémon Go i Karup.
Han vil gerne tilbyde en aktivitet, som får børnene til at bevæge sig samtidig med, at de har noget at give sig til.
- Ideen med denne aktivitet er at lave et større sammenhold blandt de børn og unge der ønsker at spille spillet samt dele interessen og som måske gerne vil have nogle flere at spille med, fortæller Morten Sejrup Rask.
Det er en kombination af let motion og skærmtid
- Det vil blive en personlig rejse såvel som en venskabelig rejse, jeg vil hjælpe børnene og de unge med at nå nogle personlige mål i spillet på den ene og anden måde, siger han og tilføjer:
- Jeg kan ikke love at de kommer i det højeste »level« eller fanger alle Pokémons i spillet, men jeg vil gøre mit til, at de får viden og forståelse omkring Pokémon-verdenen samt ikke mindst, at der bliver skabt nogle hyggelige timer, hvor der er tid og plads til nørderi.
De unge mødes mandag og onsdag og nogle gange i weekenden til events. Første møde startede forrige mandag, og der er allerede 14 børn tilmeldt.
