KARUP Formanden for Karup Borger- og Erhvervsforening, Frank Larsen, kunne på generalforsamlingen konstatere at foreningen i april runder 117 år - og dermed er en af byens ældste foreninger.
- Og vi er stadig i livet og efter min opfattelse i rimelig god form, fortalte formanden foran de 100 fremmødte, der indledte generelforsamlingen med spisningen.
Foreningen byder blandt andet på gratis fastelavnsfest og fribilligere til biografen op til jul, hvilket tiltrækker alle aldre, ikke mindst børnefamilierne.
Men det er bedsteforældrene, der er i overtal, når det handler om medlemsskab - og det er medlemsskaberne, der er med til at betale festerne.
Medlemstallet er over tid faldet en smule.
- Vi har derfor i år forsøgt at husstandsomdele en folder, der fortæller lidt om, hvad vi laver, og hvad vi bruger tid og penge på. Det har hjulpet os en smule, og jeg tror, at vi på den måde har fået cirka 145 nye medlemmer på borgerdelen, hvilket vi er meget tilfredse med, sagde Frank Larsen.
På erhvervdelen er det lykkedes at vende skuden ved at skrive og aflægge virksomhederne et besøg - det har givet 12 nye medlemmer.
Aktivitetsniveauet er højt i foreningen, som blandt andet også har fingrene i grundlovs-arrangement, fællesspisning, sankthans, julemesse, udflugter, lokaldyst og byfest.
Herudover har foreningen været forrest i kampen for at få ny og mere julebelysning i Karup Midtby.
Et stort ønske om at binde Karup og Kølvrå mere sammen med en flagallé på Mosevej er ved at gå i opfyldelse.
I bestyrelsen er der også to kategorier, og generalforsamlingen genvalgte til borgerdelen Frank Larsen og Flemming Andersen. Christian Spanggaard Antonsen kom ind i stedet for Jesper Henriksen, der ikke ønskede genvalg. I erhvervsdelen erstattede brugsuddeler Nicolai Groth og Rema 1000-købmand Mikkel Hedegaard Laczko Dennis Lind Pedersen, tidligere Rema-købmand, og Jeanette Nørgaard, Bageriet Nørgaard.